Kald mig bare en naiv pladderhumanist - #1

Wieuv… havde lige en heftig meningsudveksling på Facebook for nogle dage siden…

Den kom sig af at jeg copy-pastede en statusopdatering med følgende ordlyd:

SÆT DE GAMLE I FÆNGSEL og de kriminelle på plejehjem! Så får de gamle adgang til bad, hobbyer og gåture. Ingen vil kunne stjæle fra dem, og de vil få penge i stedet for at skulle betale. De kriminelle kan få kold mad, ingen penge, være helt alene, få slukket lyset kl. 20:00 og få bad 1 gang i ugen! Kopiér denne tekst, hvis også du synes de gamle kunne fortjene bedre forhold !!
Egentlig mest for, på en lettere humoristisk måde, at påpege det groteske i at det åbenbart er værre at komme på plejehjem end i fængsel.

Dette afstedkom en laaaaang tråd hvor vi både kom omkring det med ældreplejen og det med de indsatte i fængslerne, for lige pludselig, at ryge over i en diskussion for og imod dødsstraf… Og det gav mig så inspirationen til dette indlæg.

Bl.a. var der dem blandt debattørerne som mente at kriminelle fik alt for lave straffe for det de lavede og det var også der at det med dødsstraffen kom på banen.

I det hele taget bliver der ind i mellem råbt temmelig højt fra politisk side når medierne kommer op med endnu en horribel historie om en eller anden der har begået noget kriminelt. Så skal strafferammen hæves og den kriminelle lavalder sænkes.
Så ka’ de lære det, ka’ de!

Og så kører debatten ellers livligt frem og tilbage – og nu kom jeg selv til at tage del i den ;-)
Jeg er så en af dem som ikke mener det gavner hverken samfund, ofre eller for den sags skyld de kriminelle at man bare burer dem inde, for så at slippe dem ud igen når straffen er udstået.

Klart der skal være en konsekvens når man har lavet noget dumt. Klart at konsekvensen skal stå mål med det man har lavet. Og klart det ikke skal være en sommerlejr at ryge i spjældet.

Men når det er sagt mener jeg også at man sagtens kunne gøre langt mere for at hjælpe de indsatte, som vel at mærke er inde for pædagogisk rækkevidde, til at få et nyt og mere værdigt liv når de kommer ud.  Enhver kan sige sig selv at det ikke er just fremmende for rehabiliteringen at omgås en masse hårdkogte kriminelle i x antal måneder og år.

Uden at have regnet på noget, vil jeg godt vove den påstand at der i det lange løb må være penge at spare hvis man begyndte at gøre meget mere for at få de indsatte sluset ud efter endt ophold.

Nu forestiller jeg mig bare sammenligningen mellem en løsladt på overførselsindkomst, som hurtigt ryger ud i ny kriminalitet som i sig selv koster samfundet, f.eks. i form af skatteunddragelse, hospitalsophold for voldsofre, politiefterforskning osv osv… + et nyt ophold bag tremmer. Alle disse udgifter sat op imod en løsladt som kan forsørge sig selv fordi vedkommende har et job. Og derfor betaler skat og desuden undlader at skabe nye ofre for kriminalitet. Det MÅ da kunne betale sig! Og så har jeg slet ikke nævnt de rent menneskelige gevinster…

Og så kan man jo – i parentes bemærket – passende kanalisere nogle af de sparede penge over i ældreplejen. Rendyrket win-win!

Men der hvor jeg for alvor tror det vil batte noget – det er, hvis man begyndte at hive fat i de helt små børn hvor man kan se at de er i farezonen. Typisk hvis de lever i en dysfunktionel familie. Det forekommer mig at der er alt for mange tilfælde af børn som har det dårligt, men som bliver enten overset eller bare syltet. Fordi kommunen ikke har resurser til at gøre noget ved det. Det skærer mig i hjertet hver eneste gang jeg hører om børn som er blevet udsat for vold, misbrug, vanrøgt uden at nogen har grebet ind! Og det gør mig vred når det viser sig at være på grund af pengemangel!!

Det MÅ simpelthen kunne betale sig at gribe ind i tide! I stedet for bare at nedsætte lavalderen kunne man undgå at rigtig mange udsatte børn slet ikke havnede i noget kriminelt. Til glæde for de udsatte børn og unge. Til glæde for deres potentielle ofre. Og til glæde for samfundsøkonomien.
Win-win igen!

Vores nuværende regering ønsker tilsyneladende at indføre noget der minder om amerikanske tilstande.

I bedste wild west stil. Er det det vi vil?

Kald mig bare en naiv pladderhumanist, men jeg vil ikke!

For ikke at lave alt for lange indlæg tager jeg den med dødsstraffen i næste ombæring som kan læses her

Er det virkelig kvindernes skyld det hele?

Det er tydeligvis oppe i tiden med diverse blogs, artikler og klummer som omhandler det allestedsnærværende emne: Hvordan kvinder og mænd omgås hinanden. Ofte i form af en rask omgang mudderkast hvor enten mænd eller kvinder, så’n helt generelt, beskrives på mere eller mindre uflatterende måder.

Typisk bliver kvinder beskrevet som en flok dominerende kontrolfreaks som i alle henseender har bukserne på og suverænt bestemmer hvor skabet skal stå i det hjem som hun har indrettet til perfektion efter hendes eget hoved.

På samme måde bliver mænd udstillet som en bande uansvarlige, konfliktsky slapsvanse som er ude af stand til at manifestere sig som den MAND som kvinderne i bund og grund sukker og længes efter. I stedet danser de, som en flok kastrerede hundehvalpe, logrende efter kvindens pibe.
Ovenstående er selvfølgelig en anelse karikeret, ligesom de forskellige blogs m.m. er det. Med det formål at sætte tingene på spidsen. Overdrivelse fremmer forståelsen.

Og noget er der vel om snakken eller hvad? Måske – men jeg bliver bare så træt af hele tiden at støde på den historie om at det er rødstrømperne og deres efterkommere som er skyld i hele miséren.

JA – kvinderne gjorde oprør dengang i 70’erne.
Et helt nødvendigt opgør med oldnordiske, patriarkalske normer som fastholdt kvinderne ved de ægteskabelige kødgryder med en børneflok i skørterne. Da kvindefrigørelsen tog fart var der vel ikke mange blandt de oprørske som havde tænkt helt igennem hvad det egentlig ville med det. Jo, de havde selvfølgelig deres idéer og visioner, men en helt gennemtænkt plan havde de vel næppe. Og mændene blev jo som bekendt taget på… nåja… sengen og forsøgte på bedste beskub at tilpasse sig de nye tider. F.eks. ved at konvertere til såkaldt ”bløde mænd”. Og det var jo ikke lige DET kvinderne dengang ønskede da det kom til stykket…

”Det er jer kvinders egen skyld”, sagde en mandlig bekendt til mig for noget tid siden. Hans pointe var at sønnerne af 70’ernes mødre var vokset op med en masse feminine dyder og fravær af maskuline ditto. Enlige mødre samt en masse kvindelige pædagoger og lærere opdrog en hel generations drengebørn til at være som små yndige piger. Stik imod deres natur. Og samme generations opvoksende piger lærte at kvinder styrer i hjemmet, samtidig med at de blev pacet til at uddanne sig og gøre karriere. Fædrene var reduceret til tøffelhelte eller legeonkler hver anden weekend.

Og set i det lys er det jo ikke så mærkeligt hvis en del mænd og kvinder i min generation kan have lidt svært ved at finde ud af hvem de egentlig er…

MEN – er det ikke snart på tide at vi kommer videre?!
Har vi ikke snart tærsket nok langhalm på de der gennemtyggede klichéer? Der er utvivlsomt en del personer hertillands som i et eller andet omfang passer til førnævnte beskrivelser. Men der er dælme også mange som er kommet videre end det! Kloge mænd og kvinder som har søgt og fundet den selvindsigt der skal til for at vriste sig ud af de mest uhensigtsmæssige adfærdsmønstre i forhold til det modsatte køn.
Det kan godt være at der var nogle kvinder way back i de frigjorte 70’ere som tromlede nogle overrumplede mænd ned. Og at de samme mænd nok har været så forfjamskede at de kun langsomt begyndte at tilpasse sig den omtalte samfundsudvikling. Og at det sætter sig sine spor den dag i dag i form af frustrerede og rådvilde kvinder og mænd som bliver gift og skilt i et væk.
Ligesom det selvsagt sætter sine spor hos et menneske der er vokset op i en voldelig, fordrukken familie. Alle ved at en sådan person ofte er i overhængende risiko for at havne i misbrug, kriminalitet etc. Og at vedkommende i sidste ende selv er ansvarlig for at få det bedst mulige ud af sit eget liv, f.eks. ved at opsøge den rette professionelle hjælp. Det samme må vel gælde for alle andre...

JA, der blev begået en del fodfejl i forhold til min generation da vi voksede op. Både af mødrene og fædrene.
MEN vi har kun os selv til at feje for døren og gribe i barmen!
Så skal vi ikke starte med at droppe mudderkastningen og de gensidige beskyldninger? Både de rå & usødede og dem som er pakket ind i vittig karikatur. Og tilgive vores forældres generation – de vidste ikke bedre og gjorde det de troede var det rigtige.
I bund og grund handler det om for hver enkelt at finde ind til den man er inderst inde, uanset køn. Finder man det, er der basis for at komme til at hvile i sig selv. Og når mennesker der hver især hviler i sig selv finder hinanden, opstår harmonien. Egentlig meget simpelt når det kommer til stykket.

Så skal vi ikke bare se at komme i gang…!

Her er et par af de blogs som fik mig til tasterne:

Uffe Buchard: Den unge far er et kastreret handyr.20/3-2011
http://politiken.dk/debat/ECE1228053/den-unge-far-er-et-kastreret-handyr/

Anne Sophia Hermansen: Singlekvinden i 2011 – et clash mellem Disney og kvindefrigørelse? 15/5-2011
http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2011/05/15/singlekvinden-i-2011-et-clash-mellem-disney-og-kvindefrig%c3%b8relse/


www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft

Følg din mavefornemmelse og gør det du brænder for.

- Hvad VIL du egentlig?!
Inger, min klasselærer så mig direkte og intenst ind i øjnene. Jeg prøvede at fastholde øjenkontakten selvom jeg mest havde lyst til at kigge væk.
- Jeg skal vel i gymnasiet, svarede jeg lidt usikkert. Hvad ville hun mig, lige pludselig…?
- Jamen hvad SKAL du så dér? fortsatte hun.
- Jeg tager vel den musiksproglige linje…
- MUSIKsproglig?!? Hvad vil du BRUGE det til? Inger var tydeligvis bekymret for mig.
- Det ved jeg ikke… Det interesserer mig bare…!?

Denne ordveksling fandt sted da jeg gik i 9. klasse. Det var vel i slutningen af vinteren og ved at være på de tider at vi skulle finde ud af hvad der skulle ske, når vi om få måneder blev vippet ud af Folkeskolens trygge rede. I dag kan jeg se at min klasselærer virkelig var oprigtig bekymret for mig. Jeg har nok, mere end jeg selv var klar over, udadtil virket som en drømmende og verdensfjern teenager.

Men på det tidspunkt kom hendes reaktion bag på mig. Jeg var egentlig ikke i tvivl om at den musiksproglige linje var det rigtige. Hvad jeg konkret ville med en sådan eksamen havde jeg ikke tænkt så meget over. Det fandt jeg nok ud af. Den tid den sorg. Humlen i det var, at hvorfor skulle jeg dog vælge en anden gymnasie-linje, når det nu var musik som var min styrke.

Og ser man på mit studentereksamensbevis står det da også klart hvor jeg lagde min energi. Topkarakterer i musik, resten på det jævne. Ikke decideret elendigt, meeen det kunne have været bedre hvis jeg havde brugt mere krudt på det. Allerede dengang prioriterede jeg benhårdt.

Det var først efter studentereksamen det gik op for mig at jeg skulle være musiker. Derefter gik jeg målrettet efter at komme på konservatoriet, selvom jeg fik tudet ørerne fulde af at det jo nok var smart hvis jeg fik en almindelig uddannelse først så jeg, som de sagde, havde noget at falde tilbage på. Jeg lyttede til dem – og så gjorde jeg alligevel det jeg ville. Heldigvis. For ellers ville jeg nok ikke have haft tilstrækkelig med tid til at dygtiggøre mig til optagelsesprøverne.

Men hvad nu hvis jeg ikke var kommet på konservatoriet? Så ville jeg have stået der, formentlig godt på vej til de 30 uden en uddannelse som kunne have givet adgang til et vellønnet job.
Min tese er, at hvis jeg havde valgt fornuftens vej, ville jeg formentlig have kæmpet mig igennem et studie-forløb som jeg ikke brændte for. Samtidig med at jeg desperat ville have forsøgt at kvalificere mig til konservatoriets optagelsesprøve. Og måske uden at blive optaget, fordi det nu engang kræver tid og fordybelse at blive dygtig nok på sit instrument. Et stunt som meget vel kunne have endt med stress og det der er værre…

Så min livsfilosofi har, allerede fra de unge år, været at man lige så godt kan følge sit hjerte. Hvis det viser sig at det man drømte om ikke kunne fungere så har man dog i hvert fald givet det en chance.

Det mindste man skylder sig selv er, at tage det alvorligt hvis man mærker den der passionerede kriller i maven. At mærke efter hvor dybt det stikker. At tage en seriøs, fordomsfri og ærlig vurdering af hvor realistisk det er. Lige prøve at blafre lidt med vingerne, se om man kan lette og se hvor langt de bærer en.

Når det er prøvet, er det min påstand at man bagefter lettere vil kunne lægge det bag sig og sige OK, så fik jeg prøvet det. Så er jeg ret sikker på at man lettere kan komme videre i sit liv. Og f.eks. tage en anden uddannelse med fred i sjælen.

Nå, men det var dengang. Årene er gået og i de senere af dem, er jeg nået til nogle ret afgørende skilleveje. Nye, store valg der skulle træffes. Den indre tryghedsnarkoman versus den indre frihedselskende rebel har haft deres interne kampe. Ind i mellem med en svimlende følelse af ”hjææælp, hvad nu?!” Men indtil videre har mit hjerte sejret og de afgørende beslutninger jeg har fået truffet føles helt rigtige – også selvom nogle af dem strider imod den umiddelbare fornuft.Ingen siger det skal være let, men er mavefornemmelsen i orden skal det nok gå alt sammen.
Allerede i mine unge år havde jeg den holdning, at jeg i hvert fald ikke gider en dag at sidde som en gammel desillusioneret og indebrændt gimpe, bare fordi jeg i tryghedens navn undertrykte min passion i stedet for at følge den. Hvilket spild af liv det ville have været…

Højskoler og rundkredspædagogik...

Højskoler er noget useriøst pjat og tidsspilde for unge mennesker der ikke gider lave noget fornuftigt!

I stedet for at få sig en ordentlig uddannelse til gavn for samfundet, render de planløst rundt i månedsvis og spiller musik, laver lerfigurer og dyrker fællessang i rundkreds…

NEEEJ!!! Stop! Stands…!!!

OK – først og fremmest: Ovenstående er IKKE min holdning! På ingen måde!!
Jeg har selv været på højskole. I 5 måneder i en alder af 20-21 år. Nok en af de vigtigste perioder i min ungdom. Og absolut ikke spild af tid – tværtimod!

Men når man hører visse politikere udtale sig er det tydeligvis den holdning der skinner igennem. Og ligeledes når man ser på hvor svært det er blevet for højskoler at overleve på grund af visse samfundsøkonomiske prioriteringer – ikke mindst fra vores nuværende regering.

Men ER højskoler bare noget pjat? ER det bare spild af kostbar tid at tilbringe 4-6 måneder med at dyrke en brændende interesse? Eller blive afklaret med hvad man vil med sit liv?

Efter min opfattelse er svaret NEJ!
Det er ikke mere spild af tid at tage på højskole end det er at begynde på et studie og så springe fra fordi man, da man som knap nok student, skulle træffe et studievalg man ikke var moden til at tage stilling til.
Som nybagt student har man måske også brug for en lille pause efter at have boget den i sammenlagt 13-14 år. Først i folkeskolen, siden i gymnasiet.
Eller måske er man en af dem som allerede hoppede af, efter med nød og næppe at have overstået 9. klasse og har brug for at finde ud af hvad man så kan hvis det ikke lige er det boglige der er ens force.

Højskoler er et vidt begreb. Alt efter hvor man vælger at tage hen er der mulighed for at gå i dybden med en række forskellige kreative fag, såsom musik, teater, keramik, film, maleri m.m. Men der er også mulighed for at dygtiggøre sig inden for mere almene fag som dansk, engelsk, matematik osv. Og så er der jo dannelsesfag som filosofi, samfundsfag, idéhistorie og i den boldgade. Her er der rig mulighed for at udvide sin horisont igennem spændende og lærerige debatter og diskussioner om aktuelle samfundsrelevante emner.

Det er som om at dem der sidder inde på Borgen har så travlt med at tænke i økonomi, at de glemmer at de har med levende mennesker at gøre. Det er som om det kun kan gå for langsomt med at få skovlet ungdommen igennem uddannelsessystemet så de kan komme ud på arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig skal folk ikke bare lalle sig igennem tilværelsen og lade de øvrige hårdt arbejdende skatteborgere betale gildet.

Men ER der virkelig så meget gevinst at hente ved bevidstløst at presse generation efter generation igennem uddannelses-pølsefabrikken? Ifølge skrivebordsgeneralernes Excel-regneark – så ja. Men i praksis?
Jeg tillader mig at tvivle…

 Det er nok at gå for vidt at indføre tvungent højskoleophold for alle. Men tænk hvis man begyndte at se på højskoleophold som en givtig investering i fremtiden? Hvis det blev en realistisk mulighed for enhver at bruge bare et halvt år af sit liv på noget som virkelig vækkede ens passion? På et sted hvor alle slags mennesker mødes, hvor verdensbilledet udvides, hvor personligheder modnes og styrkes.
Modne personer er bedre til at træffe store beslutninger, for eksempel i forhold til uddannelse. Hvis flere er i stand til at træffe de rigtige uddannelsesvalg vil færre springe fra studierne i utide. Det er da ret simpelt!
Og der er mange flere fordele end der er plads til at liste op her…

Til gavn og glæde for den enkeltes videre færd ud i livet – og i sidste ende til nytte for samfundet.