Følg din mavefornemmelse og gør det du brænder for.

- Hvad VIL du egentlig?!
Inger, min klasselærer så mig direkte og intenst ind i øjnene. Jeg prøvede at fastholde øjenkontakten selvom jeg mest havde lyst til at kigge væk.
- Jeg skal vel i gymnasiet, svarede jeg lidt usikkert. Hvad ville hun mig, lige pludselig…?
- Jamen hvad SKAL du så dér? fortsatte hun.
- Jeg tager vel den musiksproglige linje…
- MUSIKsproglig?!? Hvad vil du BRUGE det til? Inger var tydeligvis bekymret for mig.
- Det ved jeg ikke… Det interesserer mig bare…!?

Denne ordveksling fandt sted da jeg gik i 9. klasse. Det var vel i slutningen af vinteren og ved at være på de tider at vi skulle finde ud af hvad der skulle ske, når vi om få måneder blev vippet ud af Folkeskolens trygge rede. I dag kan jeg se at min klasselærer virkelig var oprigtig bekymret for mig. Jeg har nok, mere end jeg selv var klar over, udadtil virket som en drømmende og verdensfjern teenager.

Men på det tidspunkt kom hendes reaktion bag på mig. Jeg var egentlig ikke i tvivl om at den musiksproglige linje var det rigtige. Hvad jeg konkret ville med en sådan eksamen havde jeg ikke tænkt så meget over. Det fandt jeg nok ud af. Den tid den sorg. Humlen i det var, at hvorfor skulle jeg dog vælge en anden gymnasie-linje, når det nu var musik som var min styrke.

Og ser man på mit studentereksamensbevis står det da også klart hvor jeg lagde min energi. Topkarakterer i musik, resten på det jævne. Ikke decideret elendigt, meeen det kunne have været bedre hvis jeg havde brugt mere krudt på det. Allerede dengang prioriterede jeg benhårdt.

Det var først efter studentereksamen det gik op for mig at jeg skulle være musiker. Derefter gik jeg målrettet efter at komme på konservatoriet, selvom jeg fik tudet ørerne fulde af at det jo nok var smart hvis jeg fik en almindelig uddannelse først så jeg, som de sagde, havde noget at falde tilbage på. Jeg lyttede til dem – og så gjorde jeg alligevel det jeg ville. Heldigvis. For ellers ville jeg nok ikke have haft tilstrækkelig med tid til at dygtiggøre mig til optagelsesprøverne.

Men hvad nu hvis jeg ikke var kommet på konservatoriet? Så ville jeg have stået der, formentlig godt på vej til de 30 uden en uddannelse som kunne have givet adgang til et vellønnet job.
Min tese er, at hvis jeg havde valgt fornuftens vej, ville jeg formentlig have kæmpet mig igennem et studie-forløb som jeg ikke brændte for. Samtidig med at jeg desperat ville have forsøgt at kvalificere mig til konservatoriets optagelsesprøve. Og måske uden at blive optaget, fordi det nu engang kræver tid og fordybelse at blive dygtig nok på sit instrument. Et stunt som meget vel kunne have endt med stress og det der er værre…

Så min livsfilosofi har, allerede fra de unge år, været at man lige så godt kan følge sit hjerte. Hvis det viser sig at det man drømte om ikke kunne fungere så har man dog i hvert fald givet det en chance.

Det mindste man skylder sig selv er, at tage det alvorligt hvis man mærker den der passionerede kriller i maven. At mærke efter hvor dybt det stikker. At tage en seriøs, fordomsfri og ærlig vurdering af hvor realistisk det er. Lige prøve at blafre lidt med vingerne, se om man kan lette og se hvor langt de bærer en.

Når det er prøvet, er det min påstand at man bagefter lettere vil kunne lægge det bag sig og sige OK, så fik jeg prøvet det. Så er jeg ret sikker på at man lettere kan komme videre i sit liv. Og f.eks. tage en anden uddannelse med fred i sjælen.

Nå, men det var dengang. Årene er gået og i de senere af dem, er jeg nået til nogle ret afgørende skilleveje. Nye, store valg der skulle træffes. Den indre tryghedsnarkoman versus den indre frihedselskende rebel har haft deres interne kampe. Ind i mellem med en svimlende følelse af ”hjææælp, hvad nu?!” Men indtil videre har mit hjerte sejret og de afgørende beslutninger jeg har fået truffet føles helt rigtige – også selvom nogle af dem strider imod den umiddelbare fornuft.Ingen siger det skal være let, men er mavefornemmelsen i orden skal det nok gå alt sammen.
Allerede i mine unge år havde jeg den holdning, at jeg i hvert fald ikke gider en dag at sidde som en gammel desillusioneret og indebrændt gimpe, bare fordi jeg i tryghedens navn undertrykte min passion i stedet for at følge den. Hvilket spild af liv det ville have været…