Er det virkelig kvindernes skyld det hele?

Det er tydeligvis oppe i tiden med diverse blogs, artikler og klummer som omhandler det allestedsnærværende emne: Hvordan kvinder og mænd omgås hinanden. Ofte i form af en rask omgang mudderkast hvor enten mænd eller kvinder, så’n helt generelt, beskrives på mere eller mindre uflatterende måder.

Typisk bliver kvinder beskrevet som en flok dominerende kontrolfreaks som i alle henseender har bukserne på og suverænt bestemmer hvor skabet skal stå i det hjem som hun har indrettet til perfektion efter hendes eget hoved.

På samme måde bliver mænd udstillet som en bande uansvarlige, konfliktsky slapsvanse som er ude af stand til at manifestere sig som den MAND som kvinderne i bund og grund sukker og længes efter. I stedet danser de, som en flok kastrerede hundehvalpe, logrende efter kvindens pibe.
Ovenstående er selvfølgelig en anelse karikeret, ligesom de forskellige blogs m.m. er det. Med det formål at sætte tingene på spidsen. Overdrivelse fremmer forståelsen.

Og noget er der vel om snakken eller hvad? Måske – men jeg bliver bare så træt af hele tiden at støde på den historie om at det er rødstrømperne og deres efterkommere som er skyld i hele miséren.

JA – kvinderne gjorde oprør dengang i 70’erne.
Et helt nødvendigt opgør med oldnordiske, patriarkalske normer som fastholdt kvinderne ved de ægteskabelige kødgryder med en børneflok i skørterne. Da kvindefrigørelsen tog fart var der vel ikke mange blandt de oprørske som havde tænkt helt igennem hvad det egentlig ville med det. Jo, de havde selvfølgelig deres idéer og visioner, men en helt gennemtænkt plan havde de vel næppe. Og mændene blev jo som bekendt taget på… nåja… sengen og forsøgte på bedste beskub at tilpasse sig de nye tider. F.eks. ved at konvertere til såkaldt ”bløde mænd”. Og det var jo ikke lige DET kvinderne dengang ønskede da det kom til stykket…

”Det er jer kvinders egen skyld”, sagde en mandlig bekendt til mig for noget tid siden. Hans pointe var at sønnerne af 70’ernes mødre var vokset op med en masse feminine dyder og fravær af maskuline ditto. Enlige mødre samt en masse kvindelige pædagoger og lærere opdrog en hel generations drengebørn til at være som små yndige piger. Stik imod deres natur. Og samme generations opvoksende piger lærte at kvinder styrer i hjemmet, samtidig med at de blev pacet til at uddanne sig og gøre karriere. Fædrene var reduceret til tøffelhelte eller legeonkler hver anden weekend.

Og set i det lys er det jo ikke så mærkeligt hvis en del mænd og kvinder i min generation kan have lidt svært ved at finde ud af hvem de egentlig er…

MEN – er det ikke snart på tide at vi kommer videre?!
Har vi ikke snart tærsket nok langhalm på de der gennemtyggede klichéer? Der er utvivlsomt en del personer hertillands som i et eller andet omfang passer til førnævnte beskrivelser. Men der er dælme også mange som er kommet videre end det! Kloge mænd og kvinder som har søgt og fundet den selvindsigt der skal til for at vriste sig ud af de mest uhensigtsmæssige adfærdsmønstre i forhold til det modsatte køn.
Det kan godt være at der var nogle kvinder way back i de frigjorte 70’ere som tromlede nogle overrumplede mænd ned. Og at de samme mænd nok har været så forfjamskede at de kun langsomt begyndte at tilpasse sig den omtalte samfundsudvikling. Og at det sætter sig sine spor den dag i dag i form af frustrerede og rådvilde kvinder og mænd som bliver gift og skilt i et væk.
Ligesom det selvsagt sætter sine spor hos et menneske der er vokset op i en voldelig, fordrukken familie. Alle ved at en sådan person ofte er i overhængende risiko for at havne i misbrug, kriminalitet etc. Og at vedkommende i sidste ende selv er ansvarlig for at få det bedst mulige ud af sit eget liv, f.eks. ved at opsøge den rette professionelle hjælp. Det samme må vel gælde for alle andre...

JA, der blev begået en del fodfejl i forhold til min generation da vi voksede op. Både af mødrene og fædrene.
MEN vi har kun os selv til at feje for døren og gribe i barmen!
Så skal vi ikke starte med at droppe mudderkastningen og de gensidige beskyldninger? Både de rå & usødede og dem som er pakket ind i vittig karikatur. Og tilgive vores forældres generation – de vidste ikke bedre og gjorde det de troede var det rigtige.
I bund og grund handler det om for hver enkelt at finde ind til den man er inderst inde, uanset køn. Finder man det, er der basis for at komme til at hvile i sig selv. Og når mennesker der hver især hviler i sig selv finder hinanden, opstår harmonien. Egentlig meget simpelt når det kommer til stykket.

Så skal vi ikke bare se at komme i gang…!

Her er et par af de blogs som fik mig til tasterne:

Uffe Buchard: Den unge far er et kastreret handyr.20/3-2011
http://politiken.dk/debat/ECE1228053/den-unge-far-er-et-kastreret-handyr/

Anne Sophia Hermansen: Singlekvinden i 2011 – et clash mellem Disney og kvindefrigørelse? 15/5-2011
http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2011/05/15/singlekvinden-i-2011-et-clash-mellem-disney-og-kvindefrig%c3%b8relse/


www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft