Ærø Højskole - kærlighedserklæring og mindeord

Så blev det minsandten påske.
For mange en tid hvor man benytter de ekstra fridage til at mødes med venner og familie til hygge og festivitas. Det er det også for mig – men på en lidt anden måde end for de fleste. Eller det vil sige indtil for nylig…

I foråret 1990 var jeg, ca. 21 år gammel, elev på Ærø Højskole. 5 måneder tilbragte jeg i nogle af Danmarks mest vidunderlige og eventyrlige omgivelser. I hjertet af idylliske Ærøskøbing, tyve meter fra havet.
5 måneder hvor min dagligdag gik med det jeg elsker allermest. At spille musik. Sammen med en masse søde mennesker som delte samme interesse.

 I årene der fulgte vendte jeg troligt tilbage til Højskolen hver påske i min egenskab af tidligere elev, for at feste i næsten 5 døgn. Onsdag aften til mandag formiddag gik med workshops, køkkentjanser, fest til den lyse morgen og meget lidt søvn. I selskab med en masse andre gamle elever, der som jeg, deler den samme dedikerede passion for vores højskole og den helt unikke stemning som er forbundet med stedet.
For mange af os gik højskolen hen og blev en vigtig del af vores voksenliv. 10, 15, og sågar 30-års jubilarer er blevet fejrede. Selv rundede jeg de 20 sidste år…

Og hvad er det så der gjorde det SÅ vigtigt at komme af sted igen og igen?
Jo se... Det der trak, var stemningen, traditionerne og mødet med mennesker som man gennem årene fik opbygget nogle helt særlige venskaber med. Alt dette gjorde tilsammen Påsketræffet på Ærø Højskole til et årligt frikvarter. Et pusterum fra dagligdagen. Et kreativt åndehul. Et sted hvor man fik ladet sine mentale batterier op.

Men nu er Ærø Højskole lukket!
Efter flere år med faldende elevtal og en deraf følgende skrantende økonomi, besluttede man i starten af året at kaste håndklædet i ringen. Alle sejl blev sat til for at overvinde krisen. Der blev kæmpet bravt op af bakke. Men bakken blev for stejl. Game over!

Nu kunne jeg bruge en masse plads på at reflektere over samfundsmæssige grunde til at mange højskoler landet over oplever lignende problemer. Og tilkendegive hvad jeg mener om de folkevalgtes holdning til højskolerne. Og redegøre for hvorfor jeg mener at alle bør have muligheden for at tage på højskole mindst 1 gang i løbet af livet. Det vil jeg dog lade ligge for nu. Måske i et fremtidigt blogindlæg…

Men altså…
Denne påske har af ovenstående grund været temmelig speciel på den lidt øv-agtige måde. Tæt på naturstridig. Ikke en dag er gået uden at jeg har taget mig i at tænke på hvad der plejer at foregå på Højskolen lige netop nu. Og jeg er ikke den eneste…

Men jeg er fortrøstningsfuld. For heldigvis har vi stadig vores netværk. Det, at vi har hinanden kan ingen tage fra os. Og vi er endda så heldige at Ryslinge Højskole har taget os under sine vinger. Så helt hjemløse er vi heller ikke. Til sommer lægger de hus til et træf for os gamle Ærø-elever.  Af hjertet tak til jer fra Ryslinge Højskole.

Dette her kunne meget vel blive begyndelsen til noget nyt som også er fantastisk. Det samme bliver det aldrig, men derfor kan det jo sagtens blive godt. Det er jo i høj grad op til os selv…

Men indtil videre vil jeg sige TAK til jer som har kæmpet for Ærø Højskoles overlevelse.
Og TAK til alle I som jeg har stiftet bekendtskab med på Højskolen gennem årene.
Store, vigtige og til tider svære men helt nødvendige beslutninger i mit liv er blevet taget efter et Påsketræf og mødet med smukke, kloge og dejlige mennesker – I ved selv hvem I er…

Så hermed en STOR gruppekrammer til jer alle.

 

Her ses hhv hovedindgangen og ikke mindst udsigten fra taget, som har lagt tagpap til mange års henslængt madras-hygge...

På Facebook har man oprettet en gruppe hvor vi i mangel af bedre har i disse dage har afholdt et virtuelt Påsketræf... værd at checke ud hvis du er gammel Påsketræffer ;-)

Check også

www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Er musik blevet en sportsgren?

For noget tid siden fik vi afsluttet endnu en omgang X-factor. DR’s indkøbte mediestunt, hvor en masse håbefulde sangtalenter dyster om at være den sidste som står tilbage, efterhånden som de forskellige deltagere falder fra i kapløbet om den forjættede pladekontrakt.
Jeg så et par af de indledende runder og selve finalen.

Forleden lørdag aften besøgte jeg en god ven som følger med i American Idols på TV3. Et koncept som i sin grundessens befinder sig i samme boldgade som førnævnte sangkonkurrence. Her var de nået til at skulle vælge tolv ud af 20-30 sangere.

Det er ikke fordi jeg går voldsomt op i at følge med i nogen af disse serier. Den første omgang X-factor i DR-regi fulgte jeg med nogen interesse, men allerede da 2. sæson satte ind var jeg begyndt at opleve det som lige lovlig forudsigeligt.

Og efter at have været ”dumpet ind” i nogle finale-afsnit slog det mig at musikudøvelse lige så stille er ved at blive gjort til en sportsgren. Men for mig giver det ikke mening at konkurrere på at synge eller spille.

Inden for sportens verden gælder det om at være hurtig, kaste langt, springe højt, score flest point… Og fint nok – det kan da være vildt spændende at se hvem der vinder og om rekorden bliver slået. Det er jo det som netop sport handler om!

Men musik handler efter min bedste overbevisning om noget andet. Musik handler om følelser! Om passion! Det er flot at nogen er i stand til at synge/spille ting som er komplicerede og virtuose. Men hvis passionen mangler kan det andet være fuldstændig lige meget! Hvem gider i længden at høre på en sanger som kan alle de rigtige R&B-fraseringer hvis man ikke kan MÆRKE det menneske som synger – for nu at citere Mr. Blachman.

Det var præcis min oplevelse i American Idols. Nogle af sangerne var helt klart teknisk meget dygtige og kunne synge ting som sådan en som mig næppe nogensinde kommer i nærheden af at kunne. Og blev rost til skyerne af dommerne. Og jeg sad bare der i min vens stue og tænkte: ja, de er dygtige – men gaaaab, hvor er de fleste af dem også kedelige… Det virkede som om de først og fremmest dystede om at kunne nå de højeste toner eller om at synge så mange toner som muligt på kortest muligst tid. Man kan næsten sige at de sang om kap…

I forbindelse med X-factor finalen var det ikke de virtuose fraseringer som var i højsædet. Her går man nok trods alt mere efter feelingen – og så kan vi altid tage diskussionen om det kunstneriske niveau i øvrigt en anden god gang... Det faldt mig bare ind at det egentlig ikke giver mening at kåre en ”vinder”. Det, at de tre overhovedet nåede til finalen synes jeg er en sejr i sig selv, når det nu er det som er præmissen. Min oplevelse var, at de var lige gode – men forskellige… Og så kan folk have forskellig smag og stemme ud fra det, men i bund og grund stod de jo lige! Og giver det så mening at kåre en vinder…?!

Inden for musikbranchen er der jo også en form for konkurrence. Det er klart at en musiker skal have et vist håndværksmæssigt og kunstnerisk niveau for at gøre sig seriøst gældende. Den udskillelse kommer ganske naturligt. Men musikere/sangere er jo forskellige og har forskellige styrker og specialer, så har man som musiker først opnået at komme med i eliten har man jo vundet – sammen med alle de andre elite-musikere.

Og ja, X-factor og de beslægtede serier handler om at der skal tjenes penge. Og der er jo tydeligvis gode seertal og derfor også penge i skidtet. Og ja, jeg kan jo bare lade være med at se programmerne – hvad jeg jo for det meste også gør. Men det ændrer jo bare ikke ved folks opfattelse af at musikudøvelse åbenbart kan sidestilles med en sportsgren.
Er vi ved at være der hvor vi bare, en gang for alle, indfører pop-sang som en OL-disciplin???

TV-stationerne undskylder sig med at de jo bare giver seerne det de vil have. Men hvis seerne ikke ved der findes andet så ja – så er det det de vil have. Lige som hvis man udelukkende fodrer børn med pommes frites – så er det også det de vil have, for de ved ikke der findes andet…

Så kom nu, DR! Vær lidt modige og brug prime time på de passionerede proffer som spiller musik på musikkens præmisser – og så se om ikke også seerne vil spise det, hvis de får muligheden!
Hørte jeg nogen sige public service…?!

Check også

www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft

Tilmeld dig mit nyhedsbrev