Så blev det minsandten påske.
For mange en tid hvor man benytter de ekstra fridage til at mødes med venner og familie til hygge og festivitas. Det er det også for mig – men på en lidt anden måde end for de fleste. Eller det vil sige indtil for nylig…
For mange en tid hvor man benytter de ekstra fridage til at mødes med venner og familie til hygge og festivitas. Det er det også for mig – men på en lidt anden måde end for de fleste. Eller det vil sige indtil for nylig…
I foråret 1990 var jeg, ca. 21 år gammel, elev på Ærø Højskole. 5 måneder tilbragte jeg i nogle af Danmarks mest vidunderlige og eventyrlige omgivelser. I hjertet af idylliske Ærøskøbing, tyve meter fra havet.
5 måneder hvor min dagligdag gik med det jeg elsker allermest. At spille musik. Sammen med en masse søde mennesker som delte samme interesse.
5 måneder hvor min dagligdag gik med det jeg elsker allermest. At spille musik. Sammen med en masse søde mennesker som delte samme interesse.
I årene der fulgte vendte jeg troligt tilbage til Højskolen hver påske i min egenskab af tidligere elev, for at feste i næsten 5 døgn. Onsdag aften til mandag formiddag gik med workshops, køkkentjanser, fest til den lyse morgen og meget lidt søvn. I selskab med en masse andre gamle elever, der som jeg, deler den samme dedikerede passion for vores højskole og den helt unikke stemning som er forbundet med stedet.
For mange af os gik højskolen hen og blev en vigtig del af vores voksenliv. 10, 15, og sågar 30-års jubilarer er blevet fejrede. Selv rundede jeg de 20 sidste år…
For mange af os gik højskolen hen og blev en vigtig del af vores voksenliv. 10, 15, og sågar 30-års jubilarer er blevet fejrede. Selv rundede jeg de 20 sidste år…
Og hvad er det så der gjorde det SÅ vigtigt at komme af sted igen og igen?
Jo se... Det der trak, var stemningen, traditionerne og mødet med mennesker som man gennem årene fik opbygget nogle helt særlige venskaber med. Alt dette gjorde tilsammen Påsketræffet på Ærø Højskole til et årligt frikvarter. Et pusterum fra dagligdagen. Et kreativt åndehul. Et sted hvor man fik ladet sine mentale batterier op.
Jo se... Det der trak, var stemningen, traditionerne og mødet med mennesker som man gennem årene fik opbygget nogle helt særlige venskaber med. Alt dette gjorde tilsammen Påsketræffet på Ærø Højskole til et årligt frikvarter. Et pusterum fra dagligdagen. Et kreativt åndehul. Et sted hvor man fik ladet sine mentale batterier op.
Men nu er Ærø Højskole lukket!
Efter flere år med faldende elevtal og en deraf følgende skrantende økonomi, besluttede man i starten af året at kaste håndklædet i ringen. Alle sejl blev sat til for at overvinde krisen. Der blev kæmpet bravt op af bakke. Men bakken blev for stejl. Game over!
Efter flere år med faldende elevtal og en deraf følgende skrantende økonomi, besluttede man i starten af året at kaste håndklædet i ringen. Alle sejl blev sat til for at overvinde krisen. Der blev kæmpet bravt op af bakke. Men bakken blev for stejl. Game over!
Nu kunne jeg bruge en masse plads på at reflektere over samfundsmæssige grunde til at mange højskoler landet over oplever lignende problemer. Og tilkendegive hvad jeg mener om de folkevalgtes holdning til højskolerne. Og redegøre for hvorfor jeg mener at alle bør have muligheden for at tage på højskole mindst 1 gang i løbet af livet. Det vil jeg dog lade ligge for nu. Måske i et fremtidigt blogindlæg…
Men altså…
Denne påske har af ovenstående grund været temmelig speciel på den lidt øv-agtige måde. Tæt på naturstridig. Ikke en dag er gået uden at jeg har taget mig i at tænke på hvad der plejer at foregå på Højskolen lige netop nu. Og jeg er ikke den eneste…
Denne påske har af ovenstående grund været temmelig speciel på den lidt øv-agtige måde. Tæt på naturstridig. Ikke en dag er gået uden at jeg har taget mig i at tænke på hvad der plejer at foregå på Højskolen lige netop nu. Og jeg er ikke den eneste…
Men jeg er fortrøstningsfuld. For heldigvis har vi stadig vores netværk. Det, at vi har hinanden kan ingen tage fra os. Og vi er endda så heldige at Ryslinge Højskole har taget os under sine vinger. Så helt hjemløse er vi heller ikke. Til sommer lægger de hus til et træf for os gamle Ærø-elever. Af hjertet tak til jer fra Ryslinge Højskole.
Dette her kunne meget vel blive begyndelsen til noget nyt som også er fantastisk. Det samme bliver det aldrig, men derfor kan det jo sagtens blive godt. Det er jo i høj grad op til os selv…
Men indtil videre vil jeg sige TAK til jer som har kæmpet for Ærø Højskoles overlevelse.
Og TAK til alle I som jeg har stiftet bekendtskab med på Højskolen gennem årene.
Store, vigtige og til tider svære men helt nødvendige beslutninger i mit liv er blevet taget efter et Påsketræf og mødet med smukke, kloge og dejlige mennesker – I ved selv hvem I er…
Men indtil videre vil jeg sige TAK til jer som har kæmpet for Ærø Højskoles overlevelse.
Og TAK til alle I som jeg har stiftet bekendtskab med på Højskolen gennem årene.
Store, vigtige og til tider svære men helt nødvendige beslutninger i mit liv er blevet taget efter et Påsketræf og mødet med smukke, kloge og dejlige mennesker – I ved selv hvem I er…
Så hermed en STOR gruppekrammer til jer alle.
Her ses hhv hovedindgangen og ikke mindst udsigten fra taget, som har lagt tagpap til mange års henslængt madras-hygge...
På Facebook har man oprettet en gruppe hvor vi i mangel af bedre har i disse dage har afholdt et virtuelt Påsketræf... værd at checke ud hvis du er gammel Påsketræffer ;-)
Check også
Ingen kommentarer:
Send en kommentar