Kald mig bare en naiv pladderhumanist - #2

Well, så fik vi lige vendt den med kriminalitet og straffesystem i al (dansk) almindelighed…

Dette indlæg er en fortsættelse af det forrige, som kan læses her...

Så nu vi er i gang kan vi lige så godt tage den med dødsstraffen.
Det kom lidt bag på mig at et par af de som deltog i bemeldte FB-debat åbenbart går ind for genindførelse af dødsstraf. Der blev argumenteret frem og tilbage og bevares, dødsstraf-tilhængerne var skam både velformulerede og velovervejede i deres holdninger. Jeg måtte så bare tilkendegive min klokkeklare uenighed. Og så kørte diskussionen ellers…

Jeg kan sagtens følge den der med at man omsider har fanget en bestialsk serie-morder. Måske endda en pædofil en af slagsen. Et menneske som har udført så afskyelige handlinger vækker naturligt nok vrede og hævntørst hos alle os andre. Også hos mig, helt klart! Jeg har da fra tid til anden haft særdeles voldelige og grusomme fantasier over hvad jeg ville gøre ved sådan en psykopat – især hvis han havde så meget som overvejet at komme i nærheden af mine børn.
Han skulle da som minimum have den skåret af med et rustent søm og så ellers på hjul og stejle!

Så jo, følelsen kender jeg så udmærket.
Problemet, som jeg ser det, er bare at når vi (læs: samfundet) har fået slukket hævntørsten og henrettet skurken, så har vi sat os ned på samme niveau som den forbryder vi lige har slået ihjel. Mener jeg i hvert fald!

Har i mine yngre år læst en del tegneserier, herunder Franquin’s Sorte Sider.
Her kommer forfatteren/tegneren flere steder ind på problematikken med at mennesker gør sig til herre over andres liv. F.eks. en episode hvor en morder er dømt til døden ved halshugning ud fra devisen ”tager man et andet menneskes liv skal man selv miste sit”. Bødlen udfører opgaven, hvorefter han bliver prikket på skulderen af en anden bøddel som nu halshugger den første bøddel ud fra samme devise. Anden bøddel bliver nu prikket af en tredje bøddel osv osv…

Jeg kan da sagtens se at et menneske, som sandsynligvis vil gentage sine uhyrlige forbrydelser igen og igen hvis chancen skulle vise sig, er farlig for sine omgivelser og at verden ville være bedst tjent med at vedkommende blev uskadeliggjort en gang for alle.

Det skaffer os bare ikke ofrene tilbage igen...

Og nej, jeg ligger ikke inde med den forkromede løsning på problemet ud over at spærre forbryderen inde resten af hans/hendes dage. Og ja, det koster mange penge, men jeg kan bare ikke acceptere tanken om at samfundet skal begynde at aflive folk. Man afliver da gale hunde, vil nogen måske indvende. Og selv om sammenligningen kan være fristende så er det stadig et menneske der er tale om og så ER det bare ikke det samme!

Desuden ville jeg være stærkt bekymret for retssikkerheden.
En ting er at det, så vidt jeg fornemmer, ikke står særlig godt til på den front i USA, som jo på mange måder giver den som foregangsland. Ikke særligt betryggende at høre om justitsmord på fattige sorte i modsætning til rige hvide som i visse tilfælde slipper en del billigere.

For ikke at tale om, at hvis vi indfører dødsstraf for at begå mord, hvad der kan virke logisk nok, hvor går grænsen så? Nu er jeg ikke jurist, men jeg forestiller mig bare at der må være en gråzone imellem overlagt mord og uagtsomt manddrab. For ikke at tale om at der nok er visse advokater der er dygtigere – og derfor også dyrere – end andre.

Det løber mig koldt ned ad ryggen at tænke på at man måske kommer til at henrette nogen som er uskyldige. Som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alt peger på den pågældende. Desværre rækker staklens økonomi ikke til andet end en beskikket advokat, som ikke evner at føre sagen ordentligt til dørs. Og måske har vedkommende en lidt mørkere hudfarve end flertallet af den danske befolkning.
USA som foregangsland? Mhmm...?!

Jeg vil til enhver tid foretrække at spærre en morder inde på livstid frem for at lade en uskyldig dø for at tilfredsstille folkets primitive hævntørst.

Kald mig bare en naiv pladderhumanist – men det er nok meget godt at have sådan nogle som os til at danne modvægt når den slags debatter går i luften.
Synes jeg!

Kald mig bare en naiv pladderhumanist - #1

Wieuv… havde lige en heftig meningsudveksling på Facebook for nogle dage siden…

Den kom sig af at jeg copy-pastede en statusopdatering med følgende ordlyd:

SÆT DE GAMLE I FÆNGSEL og de kriminelle på plejehjem! Så får de gamle adgang til bad, hobbyer og gåture. Ingen vil kunne stjæle fra dem, og de vil få penge i stedet for at skulle betale. De kriminelle kan få kold mad, ingen penge, være helt alene, få slukket lyset kl. 20:00 og få bad 1 gang i ugen! Kopiér denne tekst, hvis også du synes de gamle kunne fortjene bedre forhold !!
Egentlig mest for, på en lettere humoristisk måde, at påpege det groteske i at det åbenbart er værre at komme på plejehjem end i fængsel.

Dette afstedkom en laaaaang tråd hvor vi både kom omkring det med ældreplejen og det med de indsatte i fængslerne, for lige pludselig, at ryge over i en diskussion for og imod dødsstraf… Og det gav mig så inspirationen til dette indlæg.

Bl.a. var der dem blandt debattørerne som mente at kriminelle fik alt for lave straffe for det de lavede og det var også der at det med dødsstraffen kom på banen.

I det hele taget bliver der ind i mellem råbt temmelig højt fra politisk side når medierne kommer op med endnu en horribel historie om en eller anden der har begået noget kriminelt. Så skal strafferammen hæves og den kriminelle lavalder sænkes.
Så ka’ de lære det, ka’ de!

Og så kører debatten ellers livligt frem og tilbage – og nu kom jeg selv til at tage del i den ;-)
Jeg er så en af dem som ikke mener det gavner hverken samfund, ofre eller for den sags skyld de kriminelle at man bare burer dem inde, for så at slippe dem ud igen når straffen er udstået.

Klart der skal være en konsekvens når man har lavet noget dumt. Klart at konsekvensen skal stå mål med det man har lavet. Og klart det ikke skal være en sommerlejr at ryge i spjældet.

Men når det er sagt mener jeg også at man sagtens kunne gøre langt mere for at hjælpe de indsatte, som vel at mærke er inde for pædagogisk rækkevidde, til at få et nyt og mere værdigt liv når de kommer ud.  Enhver kan sige sig selv at det ikke er just fremmende for rehabiliteringen at omgås en masse hårdkogte kriminelle i x antal måneder og år.

Uden at have regnet på noget, vil jeg godt vove den påstand at der i det lange løb må være penge at spare hvis man begyndte at gøre meget mere for at få de indsatte sluset ud efter endt ophold.

Nu forestiller jeg mig bare sammenligningen mellem en løsladt på overførselsindkomst, som hurtigt ryger ud i ny kriminalitet som i sig selv koster samfundet, f.eks. i form af skatteunddragelse, hospitalsophold for voldsofre, politiefterforskning osv osv… + et nyt ophold bag tremmer. Alle disse udgifter sat op imod en løsladt som kan forsørge sig selv fordi vedkommende har et job. Og derfor betaler skat og desuden undlader at skabe nye ofre for kriminalitet. Det MÅ da kunne betale sig! Og så har jeg slet ikke nævnt de rent menneskelige gevinster…

Og så kan man jo – i parentes bemærket – passende kanalisere nogle af de sparede penge over i ældreplejen. Rendyrket win-win!

Men der hvor jeg for alvor tror det vil batte noget – det er, hvis man begyndte at hive fat i de helt små børn hvor man kan se at de er i farezonen. Typisk hvis de lever i en dysfunktionel familie. Det forekommer mig at der er alt for mange tilfælde af børn som har det dårligt, men som bliver enten overset eller bare syltet. Fordi kommunen ikke har resurser til at gøre noget ved det. Det skærer mig i hjertet hver eneste gang jeg hører om børn som er blevet udsat for vold, misbrug, vanrøgt uden at nogen har grebet ind! Og det gør mig vred når det viser sig at være på grund af pengemangel!!

Det MÅ simpelthen kunne betale sig at gribe ind i tide! I stedet for bare at nedsætte lavalderen kunne man undgå at rigtig mange udsatte børn slet ikke havnede i noget kriminelt. Til glæde for de udsatte børn og unge. Til glæde for deres potentielle ofre. Og til glæde for samfundsøkonomien.
Win-win igen!

Vores nuværende regering ønsker tilsyneladende at indføre noget der minder om amerikanske tilstande.

I bedste wild west stil. Er det det vi vil?

Kald mig bare en naiv pladderhumanist, men jeg vil ikke!

For ikke at lave alt for lange indlæg tager jeg den med dødsstraffen i næste ombæring som kan læses her

Er det virkelig kvindernes skyld det hele?

Det er tydeligvis oppe i tiden med diverse blogs, artikler og klummer som omhandler det allestedsnærværende emne: Hvordan kvinder og mænd omgås hinanden. Ofte i form af en rask omgang mudderkast hvor enten mænd eller kvinder, så’n helt generelt, beskrives på mere eller mindre uflatterende måder.

Typisk bliver kvinder beskrevet som en flok dominerende kontrolfreaks som i alle henseender har bukserne på og suverænt bestemmer hvor skabet skal stå i det hjem som hun har indrettet til perfektion efter hendes eget hoved.

På samme måde bliver mænd udstillet som en bande uansvarlige, konfliktsky slapsvanse som er ude af stand til at manifestere sig som den MAND som kvinderne i bund og grund sukker og længes efter. I stedet danser de, som en flok kastrerede hundehvalpe, logrende efter kvindens pibe.
Ovenstående er selvfølgelig en anelse karikeret, ligesom de forskellige blogs m.m. er det. Med det formål at sætte tingene på spidsen. Overdrivelse fremmer forståelsen.

Og noget er der vel om snakken eller hvad? Måske – men jeg bliver bare så træt af hele tiden at støde på den historie om at det er rødstrømperne og deres efterkommere som er skyld i hele miséren.

JA – kvinderne gjorde oprør dengang i 70’erne.
Et helt nødvendigt opgør med oldnordiske, patriarkalske normer som fastholdt kvinderne ved de ægteskabelige kødgryder med en børneflok i skørterne. Da kvindefrigørelsen tog fart var der vel ikke mange blandt de oprørske som havde tænkt helt igennem hvad det egentlig ville med det. Jo, de havde selvfølgelig deres idéer og visioner, men en helt gennemtænkt plan havde de vel næppe. Og mændene blev jo som bekendt taget på… nåja… sengen og forsøgte på bedste beskub at tilpasse sig de nye tider. F.eks. ved at konvertere til såkaldt ”bløde mænd”. Og det var jo ikke lige DET kvinderne dengang ønskede da det kom til stykket…

”Det er jer kvinders egen skyld”, sagde en mandlig bekendt til mig for noget tid siden. Hans pointe var at sønnerne af 70’ernes mødre var vokset op med en masse feminine dyder og fravær af maskuline ditto. Enlige mødre samt en masse kvindelige pædagoger og lærere opdrog en hel generations drengebørn til at være som små yndige piger. Stik imod deres natur. Og samme generations opvoksende piger lærte at kvinder styrer i hjemmet, samtidig med at de blev pacet til at uddanne sig og gøre karriere. Fædrene var reduceret til tøffelhelte eller legeonkler hver anden weekend.

Og set i det lys er det jo ikke så mærkeligt hvis en del mænd og kvinder i min generation kan have lidt svært ved at finde ud af hvem de egentlig er…

MEN – er det ikke snart på tide at vi kommer videre?!
Har vi ikke snart tærsket nok langhalm på de der gennemtyggede klichéer? Der er utvivlsomt en del personer hertillands som i et eller andet omfang passer til førnævnte beskrivelser. Men der er dælme også mange som er kommet videre end det! Kloge mænd og kvinder som har søgt og fundet den selvindsigt der skal til for at vriste sig ud af de mest uhensigtsmæssige adfærdsmønstre i forhold til det modsatte køn.
Det kan godt være at der var nogle kvinder way back i de frigjorte 70’ere som tromlede nogle overrumplede mænd ned. Og at de samme mænd nok har været så forfjamskede at de kun langsomt begyndte at tilpasse sig den omtalte samfundsudvikling. Og at det sætter sig sine spor den dag i dag i form af frustrerede og rådvilde kvinder og mænd som bliver gift og skilt i et væk.
Ligesom det selvsagt sætter sine spor hos et menneske der er vokset op i en voldelig, fordrukken familie. Alle ved at en sådan person ofte er i overhængende risiko for at havne i misbrug, kriminalitet etc. Og at vedkommende i sidste ende selv er ansvarlig for at få det bedst mulige ud af sit eget liv, f.eks. ved at opsøge den rette professionelle hjælp. Det samme må vel gælde for alle andre...

JA, der blev begået en del fodfejl i forhold til min generation da vi voksede op. Både af mødrene og fædrene.
MEN vi har kun os selv til at feje for døren og gribe i barmen!
Så skal vi ikke starte med at droppe mudderkastningen og de gensidige beskyldninger? Både de rå & usødede og dem som er pakket ind i vittig karikatur. Og tilgive vores forældres generation – de vidste ikke bedre og gjorde det de troede var det rigtige.
I bund og grund handler det om for hver enkelt at finde ind til den man er inderst inde, uanset køn. Finder man det, er der basis for at komme til at hvile i sig selv. Og når mennesker der hver især hviler i sig selv finder hinanden, opstår harmonien. Egentlig meget simpelt når det kommer til stykket.

Så skal vi ikke bare se at komme i gang…!

Her er et par af de blogs som fik mig til tasterne:

Uffe Buchard: Den unge far er et kastreret handyr.20/3-2011
http://politiken.dk/debat/ECE1228053/den-unge-far-er-et-kastreret-handyr/

Anne Sophia Hermansen: Singlekvinden i 2011 – et clash mellem Disney og kvindefrigørelse? 15/5-2011
http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2011/05/15/singlekvinden-i-2011-et-clash-mellem-disney-og-kvindefrig%c3%b8relse/


www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft

Følg din mavefornemmelse og gør det du brænder for.

- Hvad VIL du egentlig?!
Inger, min klasselærer så mig direkte og intenst ind i øjnene. Jeg prøvede at fastholde øjenkontakten selvom jeg mest havde lyst til at kigge væk.
- Jeg skal vel i gymnasiet, svarede jeg lidt usikkert. Hvad ville hun mig, lige pludselig…?
- Jamen hvad SKAL du så dér? fortsatte hun.
- Jeg tager vel den musiksproglige linje…
- MUSIKsproglig?!? Hvad vil du BRUGE det til? Inger var tydeligvis bekymret for mig.
- Det ved jeg ikke… Det interesserer mig bare…!?

Denne ordveksling fandt sted da jeg gik i 9. klasse. Det var vel i slutningen af vinteren og ved at være på de tider at vi skulle finde ud af hvad der skulle ske, når vi om få måneder blev vippet ud af Folkeskolens trygge rede. I dag kan jeg se at min klasselærer virkelig var oprigtig bekymret for mig. Jeg har nok, mere end jeg selv var klar over, udadtil virket som en drømmende og verdensfjern teenager.

Men på det tidspunkt kom hendes reaktion bag på mig. Jeg var egentlig ikke i tvivl om at den musiksproglige linje var det rigtige. Hvad jeg konkret ville med en sådan eksamen havde jeg ikke tænkt så meget over. Det fandt jeg nok ud af. Den tid den sorg. Humlen i det var, at hvorfor skulle jeg dog vælge en anden gymnasie-linje, når det nu var musik som var min styrke.

Og ser man på mit studentereksamensbevis står det da også klart hvor jeg lagde min energi. Topkarakterer i musik, resten på det jævne. Ikke decideret elendigt, meeen det kunne have været bedre hvis jeg havde brugt mere krudt på det. Allerede dengang prioriterede jeg benhårdt.

Det var først efter studentereksamen det gik op for mig at jeg skulle være musiker. Derefter gik jeg målrettet efter at komme på konservatoriet, selvom jeg fik tudet ørerne fulde af at det jo nok var smart hvis jeg fik en almindelig uddannelse først så jeg, som de sagde, havde noget at falde tilbage på. Jeg lyttede til dem – og så gjorde jeg alligevel det jeg ville. Heldigvis. For ellers ville jeg nok ikke have haft tilstrækkelig med tid til at dygtiggøre mig til optagelsesprøverne.

Men hvad nu hvis jeg ikke var kommet på konservatoriet? Så ville jeg have stået der, formentlig godt på vej til de 30 uden en uddannelse som kunne have givet adgang til et vellønnet job.
Min tese er, at hvis jeg havde valgt fornuftens vej, ville jeg formentlig have kæmpet mig igennem et studie-forløb som jeg ikke brændte for. Samtidig med at jeg desperat ville have forsøgt at kvalificere mig til konservatoriets optagelsesprøve. Og måske uden at blive optaget, fordi det nu engang kræver tid og fordybelse at blive dygtig nok på sit instrument. Et stunt som meget vel kunne have endt med stress og det der er værre…

Så min livsfilosofi har, allerede fra de unge år, været at man lige så godt kan følge sit hjerte. Hvis det viser sig at det man drømte om ikke kunne fungere så har man dog i hvert fald givet det en chance.

Det mindste man skylder sig selv er, at tage det alvorligt hvis man mærker den der passionerede kriller i maven. At mærke efter hvor dybt det stikker. At tage en seriøs, fordomsfri og ærlig vurdering af hvor realistisk det er. Lige prøve at blafre lidt med vingerne, se om man kan lette og se hvor langt de bærer en.

Når det er prøvet, er det min påstand at man bagefter lettere vil kunne lægge det bag sig og sige OK, så fik jeg prøvet det. Så er jeg ret sikker på at man lettere kan komme videre i sit liv. Og f.eks. tage en anden uddannelse med fred i sjælen.

Nå, men det var dengang. Årene er gået og i de senere af dem, er jeg nået til nogle ret afgørende skilleveje. Nye, store valg der skulle træffes. Den indre tryghedsnarkoman versus den indre frihedselskende rebel har haft deres interne kampe. Ind i mellem med en svimlende følelse af ”hjææælp, hvad nu?!” Men indtil videre har mit hjerte sejret og de afgørende beslutninger jeg har fået truffet føles helt rigtige – også selvom nogle af dem strider imod den umiddelbare fornuft.Ingen siger det skal være let, men er mavefornemmelsen i orden skal det nok gå alt sammen.
Allerede i mine unge år havde jeg den holdning, at jeg i hvert fald ikke gider en dag at sidde som en gammel desillusioneret og indebrændt gimpe, bare fordi jeg i tryghedens navn undertrykte min passion i stedet for at følge den. Hvilket spild af liv det ville have været…

Højskoler og rundkredspædagogik...

Højskoler er noget useriøst pjat og tidsspilde for unge mennesker der ikke gider lave noget fornuftigt!

I stedet for at få sig en ordentlig uddannelse til gavn for samfundet, render de planløst rundt i månedsvis og spiller musik, laver lerfigurer og dyrker fællessang i rundkreds…

NEEEJ!!! Stop! Stands…!!!

OK – først og fremmest: Ovenstående er IKKE min holdning! På ingen måde!!
Jeg har selv været på højskole. I 5 måneder i en alder af 20-21 år. Nok en af de vigtigste perioder i min ungdom. Og absolut ikke spild af tid – tværtimod!

Men når man hører visse politikere udtale sig er det tydeligvis den holdning der skinner igennem. Og ligeledes når man ser på hvor svært det er blevet for højskoler at overleve på grund af visse samfundsøkonomiske prioriteringer – ikke mindst fra vores nuværende regering.

Men ER højskoler bare noget pjat? ER det bare spild af kostbar tid at tilbringe 4-6 måneder med at dyrke en brændende interesse? Eller blive afklaret med hvad man vil med sit liv?

Efter min opfattelse er svaret NEJ!
Det er ikke mere spild af tid at tage på højskole end det er at begynde på et studie og så springe fra fordi man, da man som knap nok student, skulle træffe et studievalg man ikke var moden til at tage stilling til.
Som nybagt student har man måske også brug for en lille pause efter at have boget den i sammenlagt 13-14 år. Først i folkeskolen, siden i gymnasiet.
Eller måske er man en af dem som allerede hoppede af, efter med nød og næppe at have overstået 9. klasse og har brug for at finde ud af hvad man så kan hvis det ikke lige er det boglige der er ens force.

Højskoler er et vidt begreb. Alt efter hvor man vælger at tage hen er der mulighed for at gå i dybden med en række forskellige kreative fag, såsom musik, teater, keramik, film, maleri m.m. Men der er også mulighed for at dygtiggøre sig inden for mere almene fag som dansk, engelsk, matematik osv. Og så er der jo dannelsesfag som filosofi, samfundsfag, idéhistorie og i den boldgade. Her er der rig mulighed for at udvide sin horisont igennem spændende og lærerige debatter og diskussioner om aktuelle samfundsrelevante emner.

Det er som om at dem der sidder inde på Borgen har så travlt med at tænke i økonomi, at de glemmer at de har med levende mennesker at gøre. Det er som om det kun kan gå for langsomt med at få skovlet ungdommen igennem uddannelsessystemet så de kan komme ud på arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig skal folk ikke bare lalle sig igennem tilværelsen og lade de øvrige hårdt arbejdende skatteborgere betale gildet.

Men ER der virkelig så meget gevinst at hente ved bevidstløst at presse generation efter generation igennem uddannelses-pølsefabrikken? Ifølge skrivebordsgeneralernes Excel-regneark – så ja. Men i praksis?
Jeg tillader mig at tvivle…

 Det er nok at gå for vidt at indføre tvungent højskoleophold for alle. Men tænk hvis man begyndte at se på højskoleophold som en givtig investering i fremtiden? Hvis det blev en realistisk mulighed for enhver at bruge bare et halvt år af sit liv på noget som virkelig vækkede ens passion? På et sted hvor alle slags mennesker mødes, hvor verdensbilledet udvides, hvor personligheder modnes og styrkes.
Modne personer er bedre til at træffe store beslutninger, for eksempel i forhold til uddannelse. Hvis flere er i stand til at træffe de rigtige uddannelsesvalg vil færre springe fra studierne i utide. Det er da ret simpelt!
Og der er mange flere fordele end der er plads til at liste op her…

Til gavn og glæde for den enkeltes videre færd ud i livet – og i sidste ende til nytte for samfundet.

Ærø Højskole - kærlighedserklæring og mindeord

Så blev det minsandten påske.
For mange en tid hvor man benytter de ekstra fridage til at mødes med venner og familie til hygge og festivitas. Det er det også for mig – men på en lidt anden måde end for de fleste. Eller det vil sige indtil for nylig…

I foråret 1990 var jeg, ca. 21 år gammel, elev på Ærø Højskole. 5 måneder tilbragte jeg i nogle af Danmarks mest vidunderlige og eventyrlige omgivelser. I hjertet af idylliske Ærøskøbing, tyve meter fra havet.
5 måneder hvor min dagligdag gik med det jeg elsker allermest. At spille musik. Sammen med en masse søde mennesker som delte samme interesse.

 I årene der fulgte vendte jeg troligt tilbage til Højskolen hver påske i min egenskab af tidligere elev, for at feste i næsten 5 døgn. Onsdag aften til mandag formiddag gik med workshops, køkkentjanser, fest til den lyse morgen og meget lidt søvn. I selskab med en masse andre gamle elever, der som jeg, deler den samme dedikerede passion for vores højskole og den helt unikke stemning som er forbundet med stedet.
For mange af os gik højskolen hen og blev en vigtig del af vores voksenliv. 10, 15, og sågar 30-års jubilarer er blevet fejrede. Selv rundede jeg de 20 sidste år…

Og hvad er det så der gjorde det SÅ vigtigt at komme af sted igen og igen?
Jo se... Det der trak, var stemningen, traditionerne og mødet med mennesker som man gennem årene fik opbygget nogle helt særlige venskaber med. Alt dette gjorde tilsammen Påsketræffet på Ærø Højskole til et årligt frikvarter. Et pusterum fra dagligdagen. Et kreativt åndehul. Et sted hvor man fik ladet sine mentale batterier op.

Men nu er Ærø Højskole lukket!
Efter flere år med faldende elevtal og en deraf følgende skrantende økonomi, besluttede man i starten af året at kaste håndklædet i ringen. Alle sejl blev sat til for at overvinde krisen. Der blev kæmpet bravt op af bakke. Men bakken blev for stejl. Game over!

Nu kunne jeg bruge en masse plads på at reflektere over samfundsmæssige grunde til at mange højskoler landet over oplever lignende problemer. Og tilkendegive hvad jeg mener om de folkevalgtes holdning til højskolerne. Og redegøre for hvorfor jeg mener at alle bør have muligheden for at tage på højskole mindst 1 gang i løbet af livet. Det vil jeg dog lade ligge for nu. Måske i et fremtidigt blogindlæg…

Men altså…
Denne påske har af ovenstående grund været temmelig speciel på den lidt øv-agtige måde. Tæt på naturstridig. Ikke en dag er gået uden at jeg har taget mig i at tænke på hvad der plejer at foregå på Højskolen lige netop nu. Og jeg er ikke den eneste…

Men jeg er fortrøstningsfuld. For heldigvis har vi stadig vores netværk. Det, at vi har hinanden kan ingen tage fra os. Og vi er endda så heldige at Ryslinge Højskole har taget os under sine vinger. Så helt hjemløse er vi heller ikke. Til sommer lægger de hus til et træf for os gamle Ærø-elever.  Af hjertet tak til jer fra Ryslinge Højskole.

Dette her kunne meget vel blive begyndelsen til noget nyt som også er fantastisk. Det samme bliver det aldrig, men derfor kan det jo sagtens blive godt. Det er jo i høj grad op til os selv…

Men indtil videre vil jeg sige TAK til jer som har kæmpet for Ærø Højskoles overlevelse.
Og TAK til alle I som jeg har stiftet bekendtskab med på Højskolen gennem årene.
Store, vigtige og til tider svære men helt nødvendige beslutninger i mit liv er blevet taget efter et Påsketræf og mødet med smukke, kloge og dejlige mennesker – I ved selv hvem I er…

Så hermed en STOR gruppekrammer til jer alle.

 

Her ses hhv hovedindgangen og ikke mindst udsigten fra taget, som har lagt tagpap til mange års henslængt madras-hygge...

På Facebook har man oprettet en gruppe hvor vi i mangel af bedre har i disse dage har afholdt et virtuelt Påsketræf... værd at checke ud hvis du er gammel Påsketræffer ;-)

Check også

www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Er musik blevet en sportsgren?

For noget tid siden fik vi afsluttet endnu en omgang X-factor. DR’s indkøbte mediestunt, hvor en masse håbefulde sangtalenter dyster om at være den sidste som står tilbage, efterhånden som de forskellige deltagere falder fra i kapløbet om den forjættede pladekontrakt.
Jeg så et par af de indledende runder og selve finalen.

Forleden lørdag aften besøgte jeg en god ven som følger med i American Idols på TV3. Et koncept som i sin grundessens befinder sig i samme boldgade som førnævnte sangkonkurrence. Her var de nået til at skulle vælge tolv ud af 20-30 sangere.

Det er ikke fordi jeg går voldsomt op i at følge med i nogen af disse serier. Den første omgang X-factor i DR-regi fulgte jeg med nogen interesse, men allerede da 2. sæson satte ind var jeg begyndt at opleve det som lige lovlig forudsigeligt.

Og efter at have været ”dumpet ind” i nogle finale-afsnit slog det mig at musikudøvelse lige så stille er ved at blive gjort til en sportsgren. Men for mig giver det ikke mening at konkurrere på at synge eller spille.

Inden for sportens verden gælder det om at være hurtig, kaste langt, springe højt, score flest point… Og fint nok – det kan da være vildt spændende at se hvem der vinder og om rekorden bliver slået. Det er jo det som netop sport handler om!

Men musik handler efter min bedste overbevisning om noget andet. Musik handler om følelser! Om passion! Det er flot at nogen er i stand til at synge/spille ting som er komplicerede og virtuose. Men hvis passionen mangler kan det andet være fuldstændig lige meget! Hvem gider i længden at høre på en sanger som kan alle de rigtige R&B-fraseringer hvis man ikke kan MÆRKE det menneske som synger – for nu at citere Mr. Blachman.

Det var præcis min oplevelse i American Idols. Nogle af sangerne var helt klart teknisk meget dygtige og kunne synge ting som sådan en som mig næppe nogensinde kommer i nærheden af at kunne. Og blev rost til skyerne af dommerne. Og jeg sad bare der i min vens stue og tænkte: ja, de er dygtige – men gaaaab, hvor er de fleste af dem også kedelige… Det virkede som om de først og fremmest dystede om at kunne nå de højeste toner eller om at synge så mange toner som muligt på kortest muligst tid. Man kan næsten sige at de sang om kap…

I forbindelse med X-factor finalen var det ikke de virtuose fraseringer som var i højsædet. Her går man nok trods alt mere efter feelingen – og så kan vi altid tage diskussionen om det kunstneriske niveau i øvrigt en anden god gang... Det faldt mig bare ind at det egentlig ikke giver mening at kåre en ”vinder”. Det, at de tre overhovedet nåede til finalen synes jeg er en sejr i sig selv, når det nu er det som er præmissen. Min oplevelse var, at de var lige gode – men forskellige… Og så kan folk have forskellig smag og stemme ud fra det, men i bund og grund stod de jo lige! Og giver det så mening at kåre en vinder…?!

Inden for musikbranchen er der jo også en form for konkurrence. Det er klart at en musiker skal have et vist håndværksmæssigt og kunstnerisk niveau for at gøre sig seriøst gældende. Den udskillelse kommer ganske naturligt. Men musikere/sangere er jo forskellige og har forskellige styrker og specialer, så har man som musiker først opnået at komme med i eliten har man jo vundet – sammen med alle de andre elite-musikere.

Og ja, X-factor og de beslægtede serier handler om at der skal tjenes penge. Og der er jo tydeligvis gode seertal og derfor også penge i skidtet. Og ja, jeg kan jo bare lade være med at se programmerne – hvad jeg jo for det meste også gør. Men det ændrer jo bare ikke ved folks opfattelse af at musikudøvelse åbenbart kan sidestilles med en sportsgren.
Er vi ved at være der hvor vi bare, en gang for alle, indfører pop-sang som en OL-disciplin???

TV-stationerne undskylder sig med at de jo bare giver seerne det de vil have. Men hvis seerne ikke ved der findes andet så ja – så er det det de vil have. Lige som hvis man udelukkende fodrer børn med pommes frites – så er det også det de vil have, for de ved ikke der findes andet…

Så kom nu, DR! Vær lidt modige og brug prime time på de passionerede proffer som spiller musik på musikkens præmisser – og så se om ikke også seerne vil spise det, hvis de får muligheden!
Hørte jeg nogen sige public service…?!

Check også

www.facebook.com/junebeltoft
www.myspace.com/junebeltoft

Tilmeld dig mit nyhedsbrev